Om BFN Handel A/S

BFN Handel er et handelsselskab, etableret af to gamle venner, der begge har mangeårig erhvervserfaring og involvering i flere erhvervsforetagender.

Én gang iværksætter – altid iværksætter

Ideerne står stadig i kø hos 2 venner. Bent Frits Nielsen på 80 år og Kristian Andersen på 70 har lanceret ny webbutik med gaver til ham og hende samt praktiske tilbud. De kan bare ikke la´ vær…men det skal være sjovt.

Selv om pensionsalderen for længst er nået, så er de ikke pensionister i gængs forstand. Bent Frits Nielsen har stadig fuld gang i juletræsproduktionen på en del af de 115 tønder land ved slægtsgården, Lindegaard, på Serup Skovvej uden for Silkeborg, hvor hans slægt har boet siden 1778. Stedet rummer masser af smuk natur, blandt andet enge ned til Hinge Sø.

Handelsmand fra barnsben

Ideerne står stadig i kø hos Bent Frits Nielsen. Dem har han aldrig haft problemer med at få. For han ejer evnen til at få øje på mulighederne, hvor andre ikke registrerer, at der er nogen. Sådan har han haft det fra barnsben, hvor handelstalentet for alvor viste sig første gang, da købmandssønnen fra Lemming i 12-13 års alderen opkøbte gamle ting fra bøndergårdenes lofter for en slik og solgte dem med fin fortjeneste til en antikvitetshandler i Aarhus. Så var han ligesom i gang.

Rigtig gang i den kom der, da han sammen med sin bror i 1956 reflekterede på en annonce om »Kemisk teknisk fabrik til salg«, og uden en krone på lommen, men med et lån på 10.000 kr. i Silkeborg Bank købte virksomheden for 5.500 kr. Bella Vista var navnet. Det var Danmarks mindste virksomhed med frisørartikler. Men da Bent Frits Nielsen i 1983 solgte igen - hans bror var kun med i en kortere periode - var det landets største danskejede leverandør af frisørartikler til det professionelle marked. Bella Vista måtte han fem år efter salget atter involvere sig i for at rette op på en nedtur. Men tre år senere solgte han endeligt. Han beholdt en lille, men kendt parfumevirksomhed, Esprit de Valdemar, hvis produkter nu sælges i webbutikken. Tidligere, mens han boede på en gård i Balle, hvor han også havde juletræsproduktion i mange år, brugte han Flora Danica navnet til en virksomhed, der startede med, at han opfandt nogle klemmelignende »dimser« til at sætte på juletræernes topskud for at hindre fugle i at ødelægge dem. Den idé blev en gevaldig succes, som Bent Frits Nielsen udviklede og udvidede til at omfatte salg af andre produkter til juletræsavl. Senere solgte han hele den del af sin virksomhed til Hedeselskabet.

Stadig gang i forretninger og gode gamle biler

Vennen Kristian Andersen er tidligere frisør og stifter af virksomheden Hair & Body Care i Knudlund, der i dag drives af Kristians sønner Peter og Michael efter et generationsskifte i 2000.

Men selv om faderen er 70 år, kommer han stadig hver formiddag i virksomheden for lige at se, hvordan det hele står til.

Og Kristian Andersen har heller ikke helt kunne lægge livet som forretningsmand på hylden, idet han sammen med kammeraten Bent Nielsen i dag driver firmaet BFN Handel A/S, der har navn efter Bent Nielsen med mellemnavnet Frits.

Kristian Andersen stammer fra Herning-egnen, hvor han blev udlært som frisør og deltog i en del konkurrencer. Efter læretiden startede han for sig selv og etablerede Salon Kristian i Silkeborg. I løbet af de næste år blev han indehaver af tre frisørsaloner i Silkeborg og en i Skanderborg.

Siden slog han sig på indretning af frisørsaloner og startede firmaet Young Hair, men så blev han headhuntet af Bent Frits Nielsen og frisørgrossisten Bella Vista i Silkeborg, hvor han blev salgsdirektør.

I 1987 startede Kristian Andersen sit eget firma »Cosmologi« på bopælen i Silkeborg, men i 1990 var firmaet vokset ud af rammerne her og blev flyttet ud på Herningvej.

I midten af 1990´erne skiftede firmaet navn til Hair & Body Care og rykkede ind på den nuværende adresse på Erhvervsvej i Knudlund, og her kom de to sønner Peter og Michael for alvor med.

Og så er Kristian Andersens helt store lidenskab stadig biler, som han altid har en tre-fire stykker af i garagen. Det er især de lidt sjovere biler, han går efter, og gerne veteranbiler. Bilerne køber han i Tyskland, mens han får dem klargjort og indregistreret i Danmark. For 5-6 år siden købte han en Bugatti, som han mener nok må være den eneste af sin art her i landet. Modellen er fra 30’erne, så da den skulle toldgodkendes, var de nødt til at tilkalde en tidligere medarbejder på 76 år, da der ellers ikke var nogen, der rigtigt kendte til mekanikken i den fine gamle bil.

Webshop med gaver til ham og hende

Da de to kammerater nu begge er kommet lidt op i årene, var det naturligt for dem at lave en samarbejdsaftale med Ældre Sagen, som nogle af produkterne kan købes igennem, idet de især henvender sig til ældre. En særlig succes er en livrem uden huller, med nikkelfri spænder, hvor læderbælterne i stedet lukkes ved, at man fører remmen igennem bæltets spænde, og så låser man det trinløst i den position, der nu passer til éns figur. ”Jeg havde aldrig set det før, da jeg opdagede det i Spanien for et par år siden, og så tænkte jeg med det samme: Det må kunne blive en god forretning. Så nu importerer og sælger vi dem. Vi kalder dem speedlockbelts - selv om det også kan gå galt” – fortæller Bent.

I hvert fald fik Kristian og Bent en mail fra en 91-årig mand, der havde været oppe for at rense tagrender, hvilket livremmen åbenbart ikke lige ville være med til. Så han skrev: - Det er ikke nemt for en 91-årig mand at komme ned ad en stige med bukserne nede om hælene. Så han fik naturligvis tilsendt en ny livrem.

Det stopper aldrig for vennerne Bent og Kristian, i alt fald ikke så længe det stadig er sjovt og flere gaveideer er på vej.

Pensionsalder nået? Ikke det der ligner.

 

 

bubblemedia